fredag den 28. juni 2013

Dag 29 - Fredag den 28. juni
Roet 39 km

Som det er blevet for vane, så sov jeg længe i dag. Jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvor langt jeg skal ro om dagen. Jeg bliver først hentet på tirsdag, så det nytter ikke noget at komme for hurtigt frem. Omvendt så skal der også være plads til senere forsinkelser. Jeg kan jo altid tage en hviledag i Flensborg Fjord.

Men jeg kom på vandet halv ni. Mine arme er ikke meget værd om morgenen, så det var ikke sjovt at skulle ud i vinden. Jeg lå dog i læ af land den første tid. Det blæste 7-9 m/s fra syd dagen igennem. Jeg fulgte Lolland langs kysten ned til Korsnakke, hvor jeg krydsede over Langelndsbælt. Selv om der var vind og strøm fra syd, så holdt jeg en styret kurs på 270, velvidende at det ville betyder, at jeg ville drive noget nord på. Jeg valgte denne fremgangsmåde frem for at færge mig over, da jeg ville minimere den tid, som jeg lå ude i trafikken. Desuden havde jeg set at strømmen til tider ville være nordgående med op til 2 knob i nogle områder. Det giver ikke mening at skulle kæmpe mod det.
Krydset gik rigtigt fint. Bølgerne var til tider store, men de brækkede ikke, så det var ren rutsjebanetur. Der var ikke meget trafik. To skibe passerede foran mig i god afstand, og Langelandsfærgerne pendulerede frem og tilbage syd for mig. Jeg kom over i god fart, men jeg var dog drevet ca. 6 km. nord på.

Efter en pause gik det syd på langs kysten. Det er ligesom at være tilbage ved Vestkysten igen. Brænding der besværliggøre søsætning, finne der sætter sig fast pga grus, når jeg skal møve kajakken i vandet og færgning langs kysten.

Det ser ud til, at jeg mere eller mindre skal have modvind resten af turen. Det kunne jeg godt være foruden, det samme gælder for regnen. Men jeg har heldigvis ikke travlt.

2 kommentarer:

  1. Hej Geo,

    Vi er ikke så langt fra hinanden, jeg er bare på den anden side af Jylland og er blæst inde på Rømø. Sikken et møgvejr. Det stilner først af kl. 23.00 i aften, så jeg kommer til at hilse på voldsomme bølger de næste dage. Hyggeligt at følge din tur og jeg er glad for, at du ikke gav op i vadehavet, hvor blæsten åbenbart er ubarmhjertig i år.

    Hilsen Carsten R. Rohde

    SvarSlet
    Svar
    1. Held og lykke med din tur. Nu er jeg blevet landkrabbe på Langeland i et døgns tid, hvis vejrudsigten holder

      Slet