lørdag den 1. juni 2013

Dag 1 - Fredag den 31. maj
Roet 34 km. 



Efter drengene var blevet afleveret i institutionerne, kørte Rostved mig til Vidå slusen ved Højer. Det tager som altid lang tid at få pakket kajakken første gang. Og jeg undre mig over, at der altid kun lige nøjagtigt er plads, uanset hvor meget jeg har med.
Kl. 14 kunne jeg sætte fra land ud. Højer å løber ud i fredet område, og jeg prøvede derfor at finde den kanak nord på, som kortet påstod skulle være der. Det var uden held, så jeg måtte gå igennem området. Ind på bankerne lå flokke af sæler og solede sig. Jeg talte mindst 30. De mavede sig dog i vandet når man kom forbi. Og så blev der ellers holdt øje med mig fra vandsiden resten af dagen.


Havkajakroernes Rød-Hvide bånd starter ved Vidå slusen, men jeg synes nu, at det vil være rigtigst at komme ned til grænsen. Så da jeg kom ud af det fredede område satte jeg kursen syd på. Igen måtte jeg snige mig ind i området til sidst, for at følge en kanal ind.
Det sidste stykke måtte jeg ud for at slæbe kajakken. Grænsen er markeret med to båker. Jeg lagde en hånd på den yderste og startede dermed min tur Danmark rundt. Så håber jeg, at jeg om en måneds tid kan afslutte turen, ved at lægge hånden på grænsesten nr. 1 i Flensborg fjord.





Vejrudsigten er ikke god de kommende dage med modvind på 10-12 m/s, så jeg benyttede at vinden faldt til omkring 6 m/s og krydsede mod List på Sild. Det nåede at blive mørk og samtidigt blev det diset, så jeg kunne ikke se fyret. Jeg sad i mørket og bandede over, at jeg havde begivet mig ud på det kryds i mørke. Det vil jeg ikke risikere igen. Lidt før midnat nåede jeg List, hvor jeg, efter ved en hurtig rekognoscering ikke at kunne finde en egnet teltplads, fandt sovepose og bivubag frem og sov på stranden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar