lørdag den 22. juni 2013

Dag 23 - Lørdag den 22. juni
Roet 43 km

Jeg sov længe og havde først afgang kl 9. Vinden var ikke så kraftig som jeg havde forventet, hvilket måske skyldes, at jeg lå i læ af land. Det var også svært af finde ud af, hvor den kom fra, da det vist var meget afhængigt af landets topografi. Men det var ca. 6 m/s fra SØ. Armene var meget tunge til morgen, men jeg kom stille og roligt mod Helsingør. Da jeg rundede Kronborg kunne jeg pludselig mærke vinden. Den var gået i syd. Det er noget af en færgetrafik, de har der. De strøg frem og tilbage, men der var heldigvis et hul, så jeg lige kunne slippe igennem.

Jeg holdt pause syd for Helsingør, hvor en stor gruppe unge var ved at prøve dykning. Jeg har i det hele taget set mange dykkere i dag, både med og uden flaske.

Da jeg var færdig med min pause var vinden heldigvis faldet lidt, og resten af dagen svingede den mellem 3-5 m/s. Efter pausen var der kommet lidt energi i armene igen. Men jeg holder nu stadig en jævnt roligt tempo. Min arm begynder at sove, og jeg får ondt i albuen så snart jeg skal arbejde hårdt.

Der er ikke mange steder, med velegnet til overnatning, men jeg har besluttet mig for at forsøge at undgå, at lade det diktere mine etaper. Så nu er jeg gået i land lidt nord for Rungsted. Jeg ligger lige klods op af Strandvejen, men jeg er rimeligt skjult. Dog er lyden af traffik ikke så idyllisk.

Jeg har haft lidt stress i dag over at der pludselig er mange mennesker alle vegne. Jeg fik forvildet mig ind på gågaden i Helsingør i forsøget på at få fyldt chokoladelageret. Der var jo mennesker over det hele.

Nu har jeg cirka 350 km tilbage af turen. Så jeg håber at kunne nå i mål næste weekend. Men det afhænger af vejr og vind.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar