Dag 31 og 32 - 30. juni og 1. juli
Roet 74 km
Som ventet skulle jeg ingen steder fra morgenstunden. Det blæste 8-12 m/s fra vest, så det gav ikke mening at ro nogen steder.
Men
farvandsudsigten lovede, at vinden ville falde hen under aften. Jeg
pakkede sammen, og ganske rigtigt, så faldt vinden, og jeg kunne komme
afsted kl 19.Stadig i vest var vinden nu faldet til 5-8 m/s. Jeg gik i
gang med mit kryds til Ærø, en tur på små 20 km. Jeg er altid noget
spændt inden disse kryds, specielt når forholdende er udfordrende. Men
det gik nu fint, selv om farten ikke var noget ved. Jeg bliver imponeret
af den automatik, som kroppen går ind i. Jeg tænker slet ikke over, at
jeg ror. Mens jeg tænker på alt muligt andet, så klarer kroppen at ro.
Ro, ro ro, støttetag, læn, kant, korrektion, ro, ro.
Efter
et par timer faldt vinden til omkring 4 m/s, og min fart steg lidt. Jeg
var ovre efter fire timer og fortsatte op ad kysten. Det var nu blevet
mørkt, men jeg kunne følge kystens mørke siluet omkring 10 km, indtil
jeg var på højde med Als.
Nu
var det egentligt min tanke at sove, men jeg følte at jeg var godt i
gang, og jeg var lidt usikker på, om vinden ville holde. Når det er
mørkt kan jeg ikke se mit dækskompas, så krydset måtte gøres vha. gps.
Der var egentligt et fyr, jeg kunne følge, men der blev hurtigt ringe
sigt, så jeg ikke kunne se det. Så det er lidt svært at holde
orienteringen, når det er mørkt og uklart. Men her er vinden en stor
hjælp. Jeg kan bare holde en bestemt kurs i forhold til vinden.
I
vesten har jeg positionslys, så jeg kan ses. Jeg tvivler nu på, at de
store skibe vil opdage mig. Jeg mødte nu ingen trafik under krydset, der
ellers tog lang tid, da modvinden drillede og jeg var træt.
I
går var vist årsdagen for at den Østrisk-Preusiske hær gik over Als
sund, indtog Als og dermed endte krigen af 1864. Så dramatisk var det
ikke, da jeg indtog Als. Jeg fandt en camping plads, hvor jeg håbede at
kunne købe noget morgenbrød, men det skulle jeg have bestilt dagen
inden. Så jeg sad op af en sten og nøjedes med mine egne boller. Jeg
døsede vist hen. I hvert fald havde jeg tabt en halv bolle, da jeg
åbnede øjnene en halv time senere.
Jeg
fortsatte over Sønderborg Bugt, hvor det vrimlede med sejlbåde. De er
ikke så gode til at efterkomme deres vigepligt. Lidt ind i Flensborg
Fjord sagde jeg tak for i dag, og har lagt mig på stranden. Jeg har vist
ca. 20 km igen, så det skulle nok kunne lade sig gøre i morgen.
Jeg
er ellers godt træt af modvind. Jeg ved ikke, om det bare er noget jeg
bilder mig ind, men jeg føler, at modvind har en klar overvægt på min
tur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar